Nycirkus i verdensklasse
Skribent: Sabina Marie Elton
Kropslig virtuositet, ordekvilibrisme, videokunst og nyskabende
musik er magiske ord for nycirkusforestillingen FIBONACCI, der
byder publikums sanser op til dans i et både tankevækkende,
underfundigt og humoristisk univers.
Det er teatret REPUBLIQUE og det anerkendte canadiske kompagni Les
7 doigts de la main med stjerneartisten Samuel Tétreault i spidsen,
der står bag FIBONACCI.
Artisterne fra Les 7 doigts de la main markerer sig som nogle af
verdens bedste artister, og har alle tidligere slået deres
akrobatiske folder i verdenskendte kompagnier som Cirque de Soleil
og Cirque Eloize.
Foruden de canadiske artister kan man på scenen opleve nogle af
Skandinaviens bedste artister. I fællesskab giver de publikum en
farverig fornemmelse af nycirkus-disciplinerne: Åndeløs
luftakrobatik, poetisk jonglering, pulserende dans og meget meget
mere.
FIBONACCI er inspireret af den italienske matematiker Leonardo
Fibonacci, og alle forestillingerne tager kunstnerisk afsæt i de
første 8 tal af Fibonaccis talrække: 0,1,1,2,3,5,8,13,21. De
fantastiske artister akkompagneres af ordfænomenet MC Jabber, der
med kaskader af ord fremmaner filosofien bag Fibonaccis talrække,
der tangerer alt fra verdens skabelse til strukturen i det gyldne
snit. Når MC Jabber ikke står på scenen på Teater Republique, står
han på scenen med - og som et af de musikalske talenter bag -
bandet Blue Foundation. Men i FIBONACCI er det ny sprød musik af
Henriette Groth, der brillerer og får hele herligheden til at
spille.
Nycirkusforestillingen FIBONACCI kom til verden i 2007 og vil frem
til 2014 indhylle en række byer verden over i sit magiske univers.
Hvert sted skabes en unik forestilling i et samarbejde mellem det
faste hold fra Les 7 doigts de la main og de bedste artister fra
området. Og det er netop dette kunstneriske samspil mellem danske
og internationale artister, der danner rammen om FIBONACCI, når
forestillingen slår dørene op i København. FIBONACCI har indtil
videre skabt forestillinger i Mexico City, Igloolik, Montreal,
Veracruz og Barcelona.
Nu er det endelig blevet Københavns tur - og vi glæder os.
Instruktion: Samuel Tétreault & Martin Tulinius
Koreograf: Louise Hyun Dahl
Medvirkende: Samuel Tétreault, MC Jabber, Louise Hyun Dahl,
Henriette Groth m.fl.