TOUR de FRANCE i Hakkebakkeskoven
Journalist: Sabina Marie Elton
Fotograf: Kim Bjærre
På hjørnet af Nansensgade
og Ahlefeldtsgade ligger Bankeråt - stedet med
hjemmelavet mad, tv-pejs, levende lys, søde tjenere
bag baren og en velkomstkomité bestående af en bjørn i
tjenerkostume og en dansende grævling. Og så er det ikke mindst
stedet, hvor der vises TOUR de FRANCE på storskærm.
Der sker generelt en hel masse på
Bankeråt. Der er kunstudstillinger, rejseforedrag og
sportsbegivenheder på storskærm. Og nu er tiden kommet til TOUR de
FRANCE 2011. Dagens tilbud er derfor et oplagt TOUR de
FRANCE-tilbud, som med fordel kan benyttes så længe, der er fart
over feltet.
Bankeråt åbnede i 1992, da
forhenværende indehaver Jais besluttede sig for at åbne en café i
Nansensgade. Han løb hurtigt ind i en masse praktiske problemer, og
åbningsdagen blev hele tiden udskudt. "Lortet går sgu' bankeråt,"
jokede vennerne - men de tog fejl. Caféen åbnede, men navnet blev
hængende. Efter 9 år på Bankeråt valgte Jais at sælge
stedet til sin barndomsven, Jean-Yves, der har ført det videre i
samme ånd. Jean-Yves franske baggrund forklarer, hvorfor der
med stor interesse følges med i årets TOUR.
Jais fik indrettet Bankeråt med
forskellige kunstværker og skabte det skæve univers, som vi kender
Bankeråt for i dag. Den kunstner, som har sat det største præg på
Bankeråt, er den lokale kunstner Filip Jensen med sine
dyreskulpturer. Bjørnen og grævlingen er bl.a. nogle af Filip
Jensens værker.
Hos Bankeråt står den altså på god mad,
kold øl, TOUR de FRANCE og hygge med dyrene. Det er
nærmest som at komme en tur i Hakkebakkeskoven.
PS: Til efteråret vises alle
Champions League kampene også på storskærm, tirsdage
og onsdage.