”Det, der adskiller håndværker fra husmor”
Journalist: Severin Hygum
Fotograf: Kim Bjærre
Henrik Vedel fremstiller rørte lagkagebunde, der smager godt selv uden tilbehør. Det siger måske lidt om tilgangen og kagerne, som fremstilles i det entusiastiske bageri på Øster Farimagsgade. Foto-Kim og jeg blev lidt klogere efter vores besøg, der også bød på en smagsprøve på en flot lagkage, der smagte forbandet godt.
Totalrenoveret bageri i fremgang
”Da jeg overtog lokalerne for et halvandet år siden blev alt renoveret,” forklarer Henrik Vedel, da han viser Kim og jeg rundt i bageriet, hvor alle herlighederne fremstilles. ”Det går efterhånden ret godt, og det hænger nok sammen med, at vi ikke springer over, hvor gærdet er lavest,” siger Henrik, der er uddannet konditor for 24 år siden og har arbejdet som chefkonditor i 17 år.
Bake off er bandlyst
Med sikker hånd og hurtige snuptag beklæder Henrik lagkagen med et tyndt lag marcipan. ”For eksempel er alt, hvad der hedder bake off og præproducerede råvarer bandlyst i bageriet. Vi fryser også kun ingredienser ned, når det er strengt nødvendigt, da der ikke er noget, der bliver bedre af at blive frosset,” forklarer Henrik.
En bagerfamilie
”Både min morfar og farfar havde eget bageri, og jeg har nok arvet deres old school tilgang og stolthed til håndværket. Når du ser på og smager vores lagkager, vil de fleste kunne mærke, hvad der adskiller håndværker fra husmor,” siger Henrik kækt, mens lagkagen skæres ud og Kim knipser løs.
Smagen
Vi smagte først ren lagkagebund. Det plejer nu ikke at være det mest ophidsende ved en lagkage, men Henrik insisterede. Og bagværket smagte rent faktisk godt - selv uden fyld. En fast substans a la bunden fra en hindbærsnitte. Selve lagkagen i jordbær/choko-kombinationen indfriede til fulde forventningerne og de store ord fra konditoren. En måske forholdsvis traditionel lagkage, men meget velsmagende og helt klart noget, jeg kan anbefale til din næste fødselsdag.
Nok til 12 personer
Der skulle i lagkagen være nok til 12 personer, og den laves med to lag fyld. Af fyld kan du vælge mellem jordbær, hindbær, Sarah Bernhardt-chokoladecreme og vaniljefromage med chokoladestykker, der som chokoladecremen også er lavet på mørk, belgisk kvalitetschokolade. Henrik mener selv, at lagkagen smager bedst med et lag frugtfyld og et lag chokoladecreme.
Velbekomme.