Økologisk hyggekrog i herlige omgivelser
Skribent: Linda
Østergaard
Foto: Kim Bjærre
Juiceglade københavnere med hang til økologi og sundhed har nu
fået et nyt hæng-ud sted på Nørrebro. njoy åbnede i sidste uge
deres første økologiske juicebar med udsigt over Søerne, og her er
du sikret en lækker juiceoplevelse med kvalitet og stemning i
topklasse.
Har du brug for et nyt, sundt favoritsted på Nørrebro er
njoys juice- og sandwichbar på Peblinge Dosseringen et virkelig
godt bud. Stedet er netop åbnet i en høj kælder, som byder på rar
loungemusik og hyggelig atmosfære med Anders And-blade, bløde puder
og trådløst internet. Her kan du tage en hyggesnak over en kop
kaffe og en lækker sandwich eller snuppe et hurtigt energiboost med
flydende vitaminer.
Hos njoy bugner det med friske frugter og indbydende grøntsager,
som alle er stemplet med det velkendte røde Ø. Kvalitet og økologi
er nemlig i højsædet. Størstedelen af råvarerne kommer fra danske
gårde, ligesom sandwichbrødet bages hos Høyers økologiske
bageri.
"Hos njoy kan folk få en sund, økologisk oplevelse og god
samvittighed. Og man kan læne sig tilbage og føle sig hjemme. Vi
har gjort det simpelt og sundt uden at slække på kvaliteten," siger
stedets ene partner, Rachid Dadi.
Dagens tilbud giver frit valg på menukortet med juice eller
shakes. De lækre shakes er lavet på vaniljemælk og indeholder
naturligvis en masse friske frugter. Du får også 2 frisklavede
sandwiches. De mest populære er med laksemousse eller kylling med
avocado og tomat. Alle sandwiches er med hjemmelavet rød eller grøn
pesto. Sandwichbrødet er økologisk, lavet på surdej og med masser
af fuldkorn. Det er en mættende mundfuld, som smager himmelsk.
På Downtown-redaktionen har vi hermed fundet Nørrebros nye,
sunde hyggekrog, hvor vi glædeligt kommer igen.